Risikoen for et hjerteanfald stiger markant for kvinder efter en skilsmisse.Risikoen for et hjerteanfald stiger markant for kvinder efter en skilsmisse.

Kvinder får oftere hjerteanfald efter skilsmisse

Hvis du vil undgå at dit hjerte bliver ramt af en blodprop, så skal du holde fast i din mand. Skilte kvinder har nemlig en betydeligt højere risiko for hjerteanfald.

Nej, det er ikke en undersøgelse lavet af den katolske kirke, men af Duke University School of Medicine i Durham, North Carolina, der har sammenlignet skilte og gifte kvinders risiko for hjerteanfald.

"Skilsmisse er meget stressende og kan have store økonomiske, følelsesmæssige og fysiske konsekvenser for helbredet," skriver forfatterne i tidsskriftet Circulation: Cardiovascular Quality and Outcomes.

Undersøgelsen er baseret på en analyse af 15.827 mænd og kvinder mellem 45 og 80 år, som havde været gift mindst én gang.

Mellem 1992 og 2010 deltog de i en samtale hvert andet år, hvor forskere vurderede deres civilstand og generelle sundhed. Ved undersøgelsens start var ca. 14 procent af mændene og 19 procent af kvinderne skilt, mens omkring en tredjedel af deltagerne blev skilt i løbet af de næste 18 år.

Værre for hver skilsmisse

Resultaterne af analysen viste, at kvinder, der blev skilt, havde en højere risiko for hjerteanfald end kvinder, der forblev gift gennem hele undersøgelsen.

Interessant nok viste det sig også, at kvinder, der giftede sig igen efter skilsmissen, stadig havde en højere risiko for hjerteanfald end kontinuerligt gifte kvinder.

Og ikke mindst viste det sig at risikoen for hjerteanfald steg for hver skilsmisse; kvinder, der havde været igennem to eller flere skilsmisser, var næsten dobbelt så tilbøjelige til at få et hjerteanfald som kvinder, der forblev gift.

Mænd ser til gengæld ikke ud til at blive lige så berørt af skilsmisser.

Undersøgelsen viste, at mænd, der blev skilt, havde samme risiko for hjerteanfald som mænd, der forblev gift. Mænds risiko for hjerteanfald steg først efter to eller flere skilsmisser.

Undersøgelsen viste også, at sammenlignet med kvinder, der giftede sig igen, syntes mænd, der giftede sig igen, at have en lavere risiko for hjerteanfald; deres risiko var den samme som for mænd, der forblev gift.

Baseret på deres resultater konkluderer forskerne, at "skilsmisse er en væsentlig risikofaktor for akut myokardieinfarkt."

Tags: skilsmisse, hjerteanfald, kvinder

Del med din familie og venner

Værd at vide eller vrøvl. Hvad siger du?